Denne sektion er taget fra Travtidende 1939, der havde en fremragende artikel om den daværende totalisatorforstander i anledning af julen.

Den lille, underfundige Spilledjævel er en hel Ahasverus - ældgammel og udødelig. Ingen har set ham, men man ved, at han er der, og under de mest troværdige Paaskud lumsker han sig ind i ubefæstede Sjæle og slipper saa aldrig sit Offer igen. - Hans Virkefelt er imidlertid saa omfattende, at han umuligt kan bestride det hele selv, men Medhjælperstaben er saa godt organiseret, at Topfigurens diktatoriske Myndighed respekteres overalt af Haandlangerne.

Hans Gauleiter indenfor Hestesporten begyndte sine problematiske Metier for 73 Aar siden.

I 1866 oprettede Direktøren for et fransk Galopselskab: Mons. josef Oller, et Spillebureau paa Boulevard Magenta, hvor man for 5 Francs kunde spille paa Hestesportspladsen. For at faa Fart i Geschæften konstruerede han en særlig Vogn, der kørte rundt paa Væddeløbs terrænet og modtog Publikums indskud, Hans "Pari Mutuel" Totalisatormaskine anvendes naturligvis i forbedret Stand den Dag i Dag overalt i Verden.

I 1867 flyttede Oller Spilleforretningen over til Italienerboulevarden. Spillelidenskaben satte imidlertid Gemytterne i saa stor Affekt, at Regeringen forbød Totalisatorspillet.

Først i 1911 fik Totalisatoren paa fransk Gebet officiel Autorisation, idet man var blevet klar over, at Spil uden Kontrol mundede ud i Kaos.

Josef Oller var en smart Mand, og overførte sit Spil til Forlystelseslivet, hvor det nu i vore Dage har indtaget en lidt for fremtrædende Position.

Den 10. Februar 1922 døde Oller 83 Aar gammel - og i Aar kunde man altsaa passende have fejret hans 100 Aars Minde.

Herhjemme træffer vi første Gang paa Totalisatorspil i 1876 paa Væddeløbsbanen ved Eremitagen, iøvrigt under beskedne Former, idet hele Sæsonen - ganske vist kun 2 Løbedage - gav et Totalisatoroverskud paa 429 Kr. Først 5 Aar senere naaede man op over de 1000 Kr. Totalisatorindtægt. Man gør sig et lille Begreb om Udviklingen, naar til Sammenligning anføres, at, de 4 københavnske totalisatorberettigede Institutioner i Fjor havde en Omsætning paa over 21½ Mill. og alene Staten fik 3,759,028 Kr. for sin Part.

Vore Nabolande, Sverige og Norge, er først senere kommen med. Skånska Fandrikklubben begyndte i 1908-09 med en Privattotalisator, der var placeret bag et stort Plankeværk, uden for hvilket en kraftig Policemand overvaagede, at kun Klubbens Medlemmer slap ind i Spilleeldoradoet.

Norge indførte Totalisatorspillet 1928 i Forbindelse med Aabningen af Bjerkebanen, Oslo.

Væddeløbsspil uden offentlig Kontrol er naturligvis af langt ældre Dato, og Mellemleddet "Bookmakeren" gaar helt tilbage til Arildstid. Mærkværdigvis er Totalisatoren i Amerika af ældre Oprindelse end Bookmakeren.

Medens Bookmakere herhjemme er Smaus for en Politirapport i de faa Tilfælde, hvor det lykkes at gribe dem paa fersk eller maaske rettere ramsaltet Gerning, saa har man mange Steder i Udlandet autoriseret Bestillingen, saa den er ganske lovmæssig. Staten faar sit Provenu af Forretningen, Bookmakerne deres, og Spillerne forhaabentlig af og til ogsaa, en stimulerende Gevinst. Ganske vist er bl. a. den tyske Bookmakerring falleret engang ved Risiko paa østrigsk Travterræn, hvor en Staldfidus - saa vidt erindre hed Dyret "Peter" - gik ind og gav saa taarnhøje Odds, at der ikke kunde skaffes Dækning til Spillerne. I sidste Øjeblik blev man advaret, og Bookmakerne sendte omgaaende en Kurer til Wienerbanen for at tegne en passende Risikopræmie ved Indskud i Totalisatoren for at tvinge Odds ned. Paagældende kom paa Grund af et Biluheld for sent, og de tyske Bookmakere fik en saadan Sinkadus, at de maatte melde Pas et Stykke Tid.

I Holland bevirkede Bookmakerne Totalisatorforbud, saa Travsporten her blev ødelagt derved et Stykke Tid.

Amerika kan takke England - Bookmakernes Paradis - for, at Totalisatoren i U. S. A. er fortrængt.

Fin Londonermand, Mr. Stanford, slog sig i 1873 ned paa de amerikanske Væddeløbspladser, og Yankeerne sporede straks Geschæftsmuligheder, saa faktisk kan man nu finde Bookmakere lige fra Kontordreng til Kontorchef.

At Bookmakeren har Format fremgaar bl. a. af, at den i sin Tid kendte engelske Bookmaker, Davies, paa "The Cure" i Cesarewitchhandicappet tog et Væddemaal paa 12,000 Pund Sterling mod 1000 og tabte det, og samme Davies forliste i det engelske Derby 1853 over 70,000 Pund, men alligevel døde han som en bovedrig Mand.

Men nu tilbage til vor lille, vævre opfindsomme Ven, Spilledjævelen.

Totalisatorspillet begyndte under de kendte Former med Vinderspil og Pladsrække. Senere hen udartede der sig mange forskellige Variationer - navnlig tog Østrig efter Krigen af Hensyn til den betrængte Statskasse en Mængde Spillesystemer ind under Totalisatorens Vingefang: l- og 2 Væddemaal (det italienske Væddemaal, Gud ved, hvorfor det egentlig hedder det, Italien har nemlig frasagt sig Paterniteten her), Dobbeltvæddemaalet, Spil paa 2den Hest, Spil paa den Hest, der er i Spidsen ved Opløbets Begyndelse (Indløbsvæddemaalet), Pølsen (paa samtlige eller et bestemt Antal Vindere af Dagens Løb) og saa videre .........

Man siger i Indien spilles paa Væddeløb imellem Elefanter, og der kan gøres Indskud paa den, der bliver Nummer Sidst. Spændingen skal være uMaadelig i dette Tilfælde, da paagældende bliver skudt straks efter Maalpassagen - men det er jo nok Løgn.

(Disse smaa Strøtanker er udkastet i Anledning af, at vi har underkastet vor hjemlige Totalisatorekspert et lille juleinterview - nemlig Totalisatorforstander Rosendal.

Den første danske Totalisatorforstander hed Magnus Staal, og hans Hovederhverv var Billetkasserer ved Det kongelige Theater.

Hans Efterfølger, Grosserer Otto, - han drev privat en Øltapperforretning paa Vesterbro - erindrer sikkert endnu de mere modne Generationer, som en høj, alvorlig, faamælt Mand, der aristokratisk bevægede sig rundt paa Væddeløbsterrænet.

Nu er det Einar Rosendal, der staar for Spillekassen, og det er ham, vi altsaa har haget os fat i ved denne Lejlighed.

Han har en Blomsteforretning ude i Løgtekvarteret, men siger nu ikke alting med Blomster.

Der er Fart og Humør over Rosendal, skønt han i Fjor rundede de 60. - Han kender sine Metier til Bunds, og har Forstaaelsen af at vælge de rette Medarbejdere. Han er en myndig Mand, for skal der være Orden i Regnskabet, maa der være Discciplin i Rækkerne, men trods han er streng, holder hans Personale af ham.

Let er han ikke at faa fat i, men omsider lykkes det dog.

- Naar og hvorfor blev De Totalisatorforstander?
Rosendal famler ikke i Tal, Svaret falder omgaaende. Det var i 1920, at jeg officielt fik min Udnævnelse, men havde allerede i de 5 Aar forinden under min Forgænger, Grosserer Ottos Sygdom ledet Virksomheden. Nogen Nybegynder i Faget var jeg jo ikke. I 19 Sæsoner havde jeg haft Beskæftigelse ved Totalisatoren og tjent mig op gennem Graderne.
Grunden til, at jeg kom ind her, var ikke en glødende Travbegejstring. Min bekedne Indtægt som Bogholder ved et Nørrebromejeri tillod ikke Sportsfornøjelser. Af Trang til at naa lidt ud over Dagen og Vejen søgte jeg ind ved Totalisatoren og var heldig.
Det raske Liv og de gode Kammerater passede mig saa storartet, at jeg straks følte, at her var noget af det helt rigtige.

- Saa er De altsaa glad forDeres Metier?
Hvor kan jeg være andet. Man har givet mig den fornødne Bevægelsesfrihed, og selv om Udviklingen fik et saadant Format, at alle Kræfter maatte sættes ind, og Bedriften undertiden krævede Arbejde baade Dag og Nat, saa er jeg stadig i fuld Vigeur, trods man efterhaanden er blevet gammel i Gaarde.
Arbejdet her har været min Livsopgave, og jeg mener, at jeg har røgtet den paa forsvarlig Vis - i hvert Fald gaar jeg om Aftenen i min Seng med god Samvittighed om at Sagerne er i Orden.
jo - jeg er baade glad og tilfreds ved, at jeg fik Lov til at øve min Kræfter netop her.

- Samvittigheden! - Ja, hvordan gaar det egentlig med den, naar De tænker paa den Uro og Uhygge, som Totalisatorvovemodet kan berede den hjemlige Idyl rundt om i Byens Centrum og Periferi?
Mon Glæden og Misfornøjelsen ikke saa nogenlunde balancerer. Der gaar da ogsaa tilfredse Travgæster hjem med et pænt Overskud fra Dagen - eller muligvis nyder de Livet ude for Gevinsten.

- Men har De ikke lidt Medlidenhed med de skuffede - dem er der jo ogsaa nogle Stykker af?
Naturligvis, det er aldrig rart at tabe, men Spil er en Passion, og Passionerne maa man nu engang betale for. Iøvrigt er det vel voksne Mennesker, der ved, hvad de vil, og hvad de gør.

- Hvordan føres der i Grunden Kontrol med, at ubefæstede Sjæle - Ungdommen under de 18 - ikke køber Bons i Stedet for Cigaretter og Chocolade for Lomme pengene. - Loven forbyder jo de unge Mennesker at gøre Indskud?
ja, Daabsattest forlanger vi ikke, men kommer der nogen, der gør et for ungdommeligt Indtryk, saa har mit Personale Ordre til at forhøre sig om Fødselsdagen. - Svaret er som Regel "atten et halvt Aar", og saa er de jo ude over Lovparagraffernes Rækkevidde. - Børn bliver straks afvist, selv om Fa'r eller Mo'r har sendt dem, hvilket tit er optaget os meget unaadigt - navnlig af Mo'r.

Er Damerne då særlig energiske Kunder?
Baade energiske og paastaaelige, men i Almindelighed skilles vi dog efter en lille Kontravers som ganske gode Venner.

- Spiller De selv?
Aldrig! - Vorherre bevar's. Rygterne flyver som Løbeild over et Væddeløbsterræn, og selv om man paa ganske uskyldig Vis ofrede sin Daler, saa kunde Konsekvenserne blive frygtelige. Næh Næh - Spil for sig, og Totalisatorgerning for sig.

- Kan der ikke let komme Kludder i Totalisatorregnskabet. Opgørelsen ved de mange Spilleboder og Oddsudregningen maa jo foregaa i et forrygende Tempo, saa megen Tid til Regnskabsrevision er der vel næppe?
Der er System i Forretningen bygget op gennem Aarenes Erfaring, og mine Medhjælpere er regnskabskyndige Folk. Selvfølgelig kan der komme Regnskabsfejl, men Kontrollen er saa betryggende, at vi ret hurtigt finder Uoverensstemmelserne. - Skulde det være saa indviklet, at Differencen ikke kan klares, overføres Fejlbeløbet paa en særlig Tabs- eller Gevinst-Conto, men det er som sagt uhyre sjældent, at vi ikke kan klare Ærterne, og det er i saadanne Tilfælde kun Bagateller, det drejer sig om.

- Der kan jo svindles, og bliver svindlet af og til. Vi erindrer f. Eks., at der engang i længst forsvundne Dage var flyttet, et helt Trykkeri ud til et Telt i Charlottenlund Skov, hvor der saa blev trykket Vinderbons efter Løbets Afvikling - Og nu Duerne, har de ikke berøvet Dem noget af Deres gode Humør?
Aah nej - min Samvittighed er allright. I den alvorlige Sag i Fjor, henledte jeg straks Opmærksomheden paa de falske Stempler. Men aarvaagen skal man være, og det er vi ogsaa. Selv de fiffigste Paafund til at hæve uberettiget Gevinst, har vi klaret, om ogsaa det har været svært, men det er ikke nemt at narre os, selv om Bedrageriet er genialt udført.

- Har der aldrig indendørs været forsøg paa Fiksfakserier? Hvem kan modstaa de mange rare Penge, der saa let kommer til Huse?
Jo, et Par Gange har vi været ude for det. Bl. a. paastod en Bonssælger, at han ikke havde modtaget den Femhundredkronerseddel, der blev betalt med. Der var Paastand mod Paastand, men Kunden gjorde det paalideligste Indtryk, saa Sælgeren fik Rejsepas. - jeg forlanger ubetinget Ærlighed af mit Personale. Det kan og det skal fortælle mig, naar der er begaaet Skæver. En Fejl kan man komme uskyldig og ubevidst til, og et Mandfolk skal kunne taale en Irettesættelse, naar han har fortjent den, selv om den er prompte og eftertrykkelig. - jeg vil have rene Linier i alle Forhold, og mine Folk skal være vaagne.

- Hvorfra faar De Deres Medhjælpere?
Væsentligst fra Stat og Kommune, Folk, der som jeg selv i sin Tid, trænger til en lille Ekstrafortjeneste til at sætte lidt Kolorit paa Tilværelsen. Og det er gode Folk, jeg har, for jeg sigter dem og har saa meget Menneskekendskab, at jeg hurtigt finder ud af, hvem der egner sig for Arbejdet. Mine Medhjælpere skal være hurtige i Vendingen og have en høflig Optræden.

- Stiger de saa i Graderne?
Vi har 4 Lønningstrin. Man begynder som Hjælper, bliver herefter Bodsforstander og kan saa komme i Beregningen og muligvis ende som Inspektør. Men da Antallet af de bedrelønnede Pladser er beskedent, naar kun de færreste frem i Toppen.

- Som gammel Soldaterforeningsformand - længe leve 1. Regiment - har De vel sat den militære Disciplin til Højbords?
I en Forretning, hvor man kun har med Penge at gøre, og saa mange Penge, som det her drejer sig om, maa der være Disciplin i Rækkerne - og streng Disciplin. Hvordan skulde ellers Tillidsforholdet mellem Totalisator og Publikum bevares, jeg har selv Orden i Tingene, og forlanger, at de, der skal hjælpe mig, ogsaa har den rette Forstaaelse af, at der ikke taales nogen Slinger i Valsen.

- Har De aldrig været nervøs for de mange Penge, som De efter en Løbedag har i Varetægt?
Absolut ikke - den Side af Sagen er nemlig ogsaa i Orden. Pengene efter en Løbedag gaar straks i Banken, med Undtagelse, af det Beløb, jeg skønner at skulle bruge til Udbetaling paa mit Privatkontor. - Der er tegnet Forsikring, og hjemme er Huset forsynet med Tyveriallarm.

- Vi er jo alle Vorherre en Død skyldig. Har De tænkt paa at uddanne en Stedfortræder?
Jeg har en Souschef, som jeg har sat grundigt ind i Forretningsgangen. Det er en dygtig Mand, der vil kunne tage Arbejdet op efter mig.

- Kunde man faa Lov at titte i Lommebogen. Ligesom Statsministeren har De jo nok noteret Navnene op paa de Folk, der har særlige Evner for Totalisatorgerningen
Skal vi ikke hellere lade være med at foregribe Begivenhedernes Gang. Jeg har lært af Tiden, at man med Hensyn til Fremtidsperspektivet skal gardere sig med en passende Margin til Eventualiteter. - Hvis nu f. Eks. Finansministeriet tog hele Totalisatorinstitutionen i sin Varetægt - Lille Mand, hvad saa! - Der vilde rimeligvis ske et og andet, som ingen havde forberedt sig paa.

Den sidste Replik siger den gæve Totalisatorforstander med et Alvorsudtryk, der rimeligvis har Øjeblikkets dystre Problemer som Baggrund - og i saadant Tilfælde skal man have Fred til at sysle med egne Tanker. Derfor afslutter vi Interviewet, der har givet os Forstaaelse af, at Totalisatortekniken er i Orden, og en Chef, der kender sin Virksomhed til de mindste Detailler, stadig med usvækket Interesse røgter sit Ernbedshverv paa en saadan Maade, at baade Publikum og Personale kan være tjent med det.

Og saa har vi kun tilbage at bede den rappe, lille Fyr - Spilledjævelen - at han paa sin landsomfattende Turné saavidt muligt i By og Provins ikke overbelaster Klienterne med Mereværdskomplekser, for der er jo adskillige, der mener at sidde inde med en Forhaandsviden, og des Aarsag sætter større Tillid til Lykken end gavnligt er, da baade Samvittigheden og Tegnebogen kommer til at trærige til flere Vitaminer, naar Vovemodet har været for optimistisk, end der kan faas i Haandkøb.

H. Georg Christensen.