Jeg synes det var en skam hvis ikke initiativtagerens interview kom med på Toto-museet, da han jo har været på Galopbanen i mere end 40 år. Derfor indsættes det her... og ja, jeg ved godt billedet er af elendig kvalitet - jeg skal nok rykke ham efter et nyt. Interviewet er fra 1997 og lavet i forbindelse med Møllers 40 års beskæftigelse.

- af Merete Gorm

Jeg har talt med Carl-Jørgen Møller, som i dag har tilbragt over 40 år på Galopbanen med at betjene det spillende publikum.

Hans officielle stillingsbetegnelse er toto-sælger, og sælger - det er han. Det kan jeg tale med om, for jeg kommer tit hen til hans spilleluge, som er første bod i cafeteriet på Galopbanen i Klampenborg [nu nedbrændt, wm]. Kommer du hen til hans bod og har vundet lidt penge og skal hæve dem, så er han ikke bleg for at prøve at få dig til at bruge en del af dem igen til nye spil. Men hans facon er altid venlig og imødekommende, aldrig med et pres om, at det ser han gerne.

Vor mand i dagens interview hedder Carl-Jørgen Møller, som år har været ansat i over 40 år pa Galopbanen og endvidere i 22 på Travbanen. Han startede Galopbanen som 14-årig [15-årig, wm] med at sælge programmer ved indgangen, senere blev han stafet i totalisatoren og har altså nu i mange år været sælger spilleboderne. I det civile liv er han udlært som radiomekaniker, skulle aftjene sin værnepligt og har siden været ansat inden for militæret i Hærens Materielkommando. I de sidste tre år har han været materielforvalter hæren, men i alle disse år har han altså også været tilknyttet hestebanerne på Skovbo, Charlottenlund og Klampenborg.

Som han selv siger, så holder han utroligt meget af stemningen på væddeløbsbanerne. Han kan lide at være sammen med mennesker, og det synes han, at jobbet på banerne opfylder.

Jeg spørger Carl-Jørgen Møller om en sjov situation, som han husker godt. Jo, der var jo dengang, hvor han gav en spiller en bon, der blev bestilt mundtligt, men som han som toto-sælger ikke fik kodet helt rigtigt ind i maskineriet. I stedet vandt spilleren et stort beløb på nogle heste, som han ikke havde bedt om, og Carl-Jørgen Møller fik en "findeløn" på 50 kr. Han husker også en spiller, som hver løbsdag altid skældte ham ud, og som han gav svar på tiltale - et lille intermezzo, som begge parter havde stor fornøjelse af, for det var jo kun for sjov altsammen.

På Travbanen kan man finde Carl-Jørgen Møller i den gamle restaurant, et sted som han er meget glad for at være placeret, for der er hyggeligt, siger han og så som sagt på Galopbanen i cafeteriet. Han synes ikke, at der i dag er den store forskel på det spillende publikum på Trav- og Galopbanen, men før i tiden kan han da godt huske, at på Galopbanen kom "de fine". Da var banen opdelt i dyre og billige pladser, med specielle adgangsbilletter, og dette snobbe-ry synes han stadig hænger ved banen, hvilket godt kan ærgre ham.

Der er heller ikke forskel på, hvor meget publikum spiller for på begge baner, så forskellen på indtjeningen ligger efter hans mening i antallet af spillere.

Dét der undrer ham er, hvorfor unge under 18 år ikke må spille på heste, når de gerne må spille på lotto - det ser han gerne blive lavet om, for skal banerne have tilført "nyt blod" skal det jo komme fra de yngre årgange.

Han brænder for Galopbanen på samme måde som så mange andre faste publikummer og ser nødig, at det går dårligt med driften. Derfor ønsker han også, at ledelsen ville reklamere mere i aviser og TV for løbene. Hvorfor ikke have et samarbejde med Dyrehavsbakken om, at en dag på Bakken kunne starte på Galopbanen? Publikum kan så gå videre til forlystelserne eller restauranterne eller se revy på Bakken? Det undrer ham også, at hesteejerne ikke presser mere på over for ledelse på Galopbanen om, at de må drive det som en forretning, så publikum kommer på banen. Specielt synes han, at der skal kæles for publikum derbydagen, for der kommer der mange nye mennesker, og de skulle jo gerne dukke op igen.

Især vil han gerne have TV-skærme placeret enkelte strategiske steder, hvor videofilm kontinuerligt forklarer nye publikummer om de forskellige spilleformer. En service, som kan aflaste toto-sælgerne og give flere kroner i kassen. Hvis ledelsen på Galopbanen spurgte toto-sælgerne om nye ideer og forslag, og så selvfølgelig fulgte op på dem, så mener Carl-Jørgen Møller nok, at det ville være en god investering.

Der mangler også skrivepulte til at udfylde spillekuponer i cafeteriet, for hvor skal folk gøre det, hvis ikke de finder et ledigt bord? I det hele taget vil Carl-Jørgen Møller gerne agitere for det skriftlige spil, for det er hurtigt, sikkert og anonymt.

Disse meninger giver en medarbejder med over 40 år på bagen i hestevæddeløbsverdenen udtryk for, og hvem kan være uenig i dem?